Kategoriarkiv: Politi

“Nej, sagde politiet, og borgeren tav” – Kronik af Ellen Stampe

Vi kan lige så godt slå det fast med det samme: Politiet i Danmark er blandt verdens bedste. Der er næsten ingen korruption, politivold er sjældent, og den danske politimand er hovedsageligt en fyr, man kan stole på. Det skal vi hele tiden huske, når vi debatterer, hvordan vi skaber mere tillid til fremtidens politi.

Journalist Ellen Stampe har skrevet denne fremragende kronik i Information 18. januar 2012.

Læs kronikken “Nej, sagde politiet, og borgeren tav” af Ellen Stampe i Information.

Når du har læst artiklen, vil du have stor glæde af at læse mine bøger: Mordet på moster & dobbeltmordet på Peter Bangs Vej  og Mordet på Moster Sagen Genoptaget.

Dialog med politiet i Else Langkjærs drabssag

Min første tanke var, at Frederiksberg Politi kunne hjælpe mig, da dødsfaldet var sket i deres politikreds. Jeg gjorde mig nogle overvejelser om, hvilke spørgsmål jeg skulle stille, og hvordan jeg ville reagere, hvis jeg blev afvist, fordi sagen var så gammel. På det tidspunkt anede jeg intet om aktindsigt og var derfor hundrede procent overbevist om, at jeg selvfølgelig kunne få aktindsigt i Elses sag, når hun var min moster. Jeg ønskede et hurtigt svar. Derfor valgte jeg at ringe til Frederiksberg Politi.

– Goddag, du taler med Susanne Meelbye. Jeg ringer, fordi jeg søger oplysninger om en drabssag fra 1946.
– Drabssag fra 1946?
– Ja, det drejer sig om min moster Else Kristine Sørensen Langkjær, der blev myrdet på Frederiksberg i 1946.
– Det er sørme en gammel sag. Den har jeg aldrig hørt om. Er du sikker på, at det skete på Frederiksberg?
– Ja, det er jeg. Vil du have hendes personnummer, så du måske kan finde sagen?
– Ja, giv mig hendes fødselsdato.
– 13. juni 1923.
– Der kommer ikke noget frem – beklager.
– Det lyder mærkeligt. Registrerer I ikke alle jeres drabssager?
– Jo, men der kommer ikke noget frem, når jeg søger.
– Hvor kan den så ligge?
– Prøv Københavns Politi!

Københavns Politi:
– Goddag, du taler med Susanne Meelbye. Jeg er lidt i tvivl om, hvem jeg skal snakke med. Det drejer sig om oplysninger i en gammel drabssag fra 1946.
– Øjeblik, jeg prøver at stille om til Drabsafdelingen.

Drabsafdelingen:
– Goddag, du taler med Susanne Meelbye. Frederiksberg Politi har anbefalet mig at kontakte jer, da jeg søger oplysninger i en gammel drabssag fra 1946, som de ikke kunne hjælpe mig med. Det drejer sig om min moster, Else Kristine Sørensen Langkjær, som blev overfaldet i sin lejlighed på Bentzonsvej 44 på Frederiksberg i 1946. Hun døde samme aften af de voldsomme hovedlæsioner, som gerningsmanden havde påført hende.
– Det er en gammel sag – fra før jeg kom ind i politiet. Jeg har aldrig hørt om den.
– Det lyder ikke betryggende, at der kan ske et drab i København i 1946, som ingen politiinstans vil kendes ved. Min familie fik at vide, at sagen blev efterforsket som drabssag, så der må da ligge nogle politirapporter på sagen?
– Jo, det har du ret i, men jeg kan ikke hjælpe dig. Du må kontakte Frederiksberg Politi igen, for de bør vide, hvor sagen er arkiveret.

Tilbage til Frederiksberg Politi, hvor jeg nu bad om at komme til at snakke med en af cheferne, som jeg ikke længere husker navnet på. Blot husker jeg, at han tog sig tid til at lytte til mig, men måtte beklage, at han ikke kunne hjælpe mig. Han mente, at jeg skulle kontakte Københavns Politi, da de burde vide, hvor sagen var arkiveret, når det drejede sig om en drabssag.

De følgende mange måneder brugte jeg på at kontakte forskellige instanser for at finde ud af, hvor sagen kunne ligge. Det var ikke let, og jeg blev flere gange mødt med den let hånlige bemærkning:
”Hvad vil du dog med sådan en gammel sag. Den kan ingen da have interesse i.”

Jeg må tilstå, at jeg blev vred og såret over bemærkningerne, som sikkert blot var et udslag af tankeløshed og måske en snert af dovenskab.

Efter mange opkald fik jeg endelig forbindelse til en person, der ønskede at hjælpe med at finde ud af, hvem der kunne have Elses sag liggende. Vedkommende sad i omstillingen på Københavns Politigård, og hun foreslog mig at kontakte sekretariatet ved Bellahøj Politi, da Frederiksberg Politi hørte under dette.

Kenneth Juhl Hansen fra Bellahøj Politi fandt ud af, at sagen lå i Rigsarkivet, og han hjalp mig også med at søge aktindsigt i sagen.

I oktober 2009 fik vi følgende svar fra Rigsarkivet.
Frederiksberg Politis arkiv plejer at fungere fint, men denne forespørgsel har jeg ikke kunnet komme ret langt med. Jeg har ikke kunnet få øje på dødsfaldet i hverken Ordenspolitiets hovedjournal eller Kriminalpolitiets protokol over anmeldte forbrydelser, som ganske vist begge er ført med betragtelig datoforskydning, og jeg mangler derfor indgang til de tilhørende rækker af pakker med sagsdokumenter, men jeg har haft én gevinst, nemlig at ligsynet ses registreret i en summarisk journal over selvmord og dødfundne personer. 

 I stedet har jeg så forsøgt at “få fast grund under fødderne” ved i Sundhedsstyrelsens arkiv at finde dødsattesten, der havde et enkelt bilag med politimesterens referat af “obduktionskonklusionerne.” Her lægges der op til en soloulykke, nemlig: “… Det synes ikke usandsynligt, at afdøde, ved at tumle omkring i sovemiddelpåvirket omtåget tilstand, kan have pådraget sig de påviste læsioner …”.

I betragtning af datidens avisomtale ville jeg ikke se noget problem i at udlevere kopi til Susanne Meelbye af det sparsomme fundne materiale direkte fra Rigsarkivet uden fastsættelse af særlige fortrolighedsvilkår efter arkivloven. Hun skal bare sende mig sin postadresse, så sender jeg fotokopi.

Men yderligere forsøg på eftersøgning af sagsakterne kan vi ikke påtage os gratis. Susanne Meelbye er også velkommen til at forsøge sig med gennembladring på vores læsesal – mod en tavshedserklæring af politiets originale indgangsmidler for at prøve at finde spor af sagen.  

Hvis det skulle lykkes, og hvis sagen så viser sig bevaret, vil der muligvis stå så meget om andre implicerede (afhørt kæreste fx), at valget kan komme til at stå mellem en adgangstilladelse fra Rigsarkivet med fortrolighedsvilkår efter arkivlovens § 41 – eller en aktindsigt (fri adgang) – givet af politiet. Og så kan sagen jo ende på dit bord igen.  

Det var alt, hvad der umiddelbart fandtes om sagen. Det var meget nedslående, for jeg vidste, at Rigsarkivet også burde ligge inde med politirapporterne. Jeg brugte en uges tid på at granske det negative svar. Havde jeg evne, mulighed og ikke mindst held til at komme videre med sagen?

Efter lange overvejelser var jeg ikke i tvivl om, at denne sag betød alt for meget for min familie til, at jeg kunne svigte mit løfte om at finde sandheden, så jeg besluttede mig for at fortsætte min eftersøgning.